Troen på at kunne føre alt til det gode – ville være en overraskelse, for hvem? Man kunne tro, at jeg kommer til klarhed, men det er ikke, hvad der sker: Jeg vælter konstant rundt mellem alle mulige perspektiver, følelser der ikke længere findes, når først de er udtalt og dermed har gjort skade: Sæt ord på dine følelser og slip derfor for dem. Da har du efterladt en anden alene med skaden over, at de blev beskrevet, men også efterladt dig selv alene med ulykken, der er: at de hos dig nu ikke findes i den form, der overhovedet berettigede, at de måtte formuleres. Og hvad er så spørgsmålet: ”er det berettiget at gøre skade, hvad vil du opnå med det?”

Jeg vil gerne lyttes til og forstås, min ensomhed gør mig ondt – hvorfor er det dog så svært for mennesker bare lige at spørge, bare lige at smile, bare lige at grine? Det er med de mest enkle midler, vi opnår det største. Der skal jo ikke mere til, end at en anden føler sig respekteret og lyttet til og set. Kærligheden er en i bedste forstand naiv og barnlig størrelse; den tør udtrykke sig umiddelbart, den søger den anerkendelse, der ligger i forsigtig lytten, nærværende indlevelse: at vi strækker os for at forstå. Der er ikke én ting som kærlighed, der kan besvare så mange spørgsmål. Det kræver lytten. Livet er ikke en automatpilot, det er her og nu, og vi skal elske – fordi vi ikke kan (lade være). Hvis der står et lille barn og beder om min tillid og min anstændighed, da skal jeg da være den første til at vise den, hvem kan undlade at give et barn kærlighed og beskyttelse, og hvem kan undlade at føle, at nærværet med et barn er selve kærlighedens væsen?

Vi må strække os lidt. Det er ikke systemer eller konforme og almene diagnoser, der er brug for, men menneskelig indlevelse, ikke de sygdomme og den ondskab vi må opfinde og dømme i andre for ikke at møde den i os selv, ikke konform, lovformelig og hævdvunden beskyttelse mod menneskelighed, der er brug for, ikke at en stiv samfundsmoral beskytter os mod at lade os overraske af livets mangfoldighed, det svages frugtbarhed, sårbarhed og mildhed. Hvad der er brug for er: at vi tør vove os selv, at vi blot et øjeblik, i indlevelse, er det andet menneske helt og fuldt og føler som dette: Dét er hvad, der er brug for, og det er alene båret af kærlighed og respekt. Hvis kærlighed er pligt, så kan den i systemer kaldes lov; men hvis kærlighed er tilbøjelighed, så kan den i mennesker kaldes menneskelighed. Der er altid mere at nå; din forplumrede søgen er kun at hjælpe et medmenneske, og du har endnu ikke set det.